Hvis det brænder i Københavns Politis Rytterisektion, er det Københavns Brandvæsen, der har til opgave at slukke branden. Men at slukke en brand, hvor der er heste, er ikke ligetil. Derfor blev der i sommer afholdt en brandøvelse i rytterisektionen, hvor brandfolkene bl.a. fik lidt teori om heste og deres natur. Kun en enkelt brandmand havde lidt erfaring med heste, så alle fik lidt lærdom om, hvordan heste kan reagere i tilfælde af brand.
Boksen er hestens hjem, her føler den sig tryg og vil blive, hvis der sker noget uventet, eller den bliver bange. En skræmt hest kan være svær at få ud af sin boks, og der er forskellige måder at få den ud på. Nogle heste vil trygt følge en person, der trækker den ud, mens andre vil være så skræmte, at de stemmer imod med alle fire ben. Disse heste kan med fordel dækkes til over øjne og hoved med et tæppe eller lignende, herefter vil det ofte være nemmere at få hesten til at følge med ud af boksen.
Når hestene er ude, kan man ikke bare slippe dem løs. Nogle heste vil søge tilbage i boksen, mens andre vil løbe skræmte rundt og være til fare og ulempe for brandfolkene. Da paddocken, et mindre indhegnet område, ligger i umiddelbar nærhed af boksene, blev det besluttet, at alle hestene skulle trækkes derud.
Så var det slut med teorien, alle brandfolk skulle også prøve at håndtere en hest. De startede med at lære at lægge en grime på og trække rundt med hesten. Nogle af dem prøvede med flere heste, for hestene var lidt bange for brandfolkene i deres brandslukningsudstyr. Det var lærerigt for brandfolkene at se og mærke, hvor nervøs og farlig en hest kan blive, når den er bange. Og det var lærerigt for hestene at blive håndteret af andre end deres sædvanlige ”mennesker”. Så nu kender brandfolk og heste lidt til hinanden, hvilket forhåbentlig vil være gavnligt under en evt. brand, ligesom der nu er lavet en nøjagtig plan i tilfælde af brand. Brandvæsenet har nøgler til stalddøre og låger, og de ved, hvor grimerne hænger, så de hurtigt kan komme til at flytte hestene.
En vellykket brandøvelse.