Foreningens historie
Politihesten Venner blev etableret den 26. oktober 1990 under navnet “Den beredne afdeling af Politihestens Venner af 1990” . Et par rideinteresserede politifolk fandt sammen, da de opdagede, at der blandt politiets personale var stor interesse for det ridende politi. Foreningens vigtigste formål var dengang at etablere en ridende afdeling i Københavns politi, som ved festlige og fredelige lejligheder kunne optræde med et antal ryttere og heste, f.eks. ved opvisninger og præsentationer, eskortering af livgarden og lignende, men medlemmerne kunne også mødes i fritiden og lære at ride og være fælles om interessen for heste.
Den 27. november 1998 blev Københavns Politis Rytteriafdeling officielt indviet efter en forsøgsordning på 6 måneder. Politiet i Sverige havde velvilligt udlånt fire uddannede politiheste under forsøgsperioden. Da det blev alvor i november modtog rytteriet de første fire heste som gave fra rytteriet i Oslo Politi og fra Hollandsk Politi. Derudover blev der købt to belgisk uddannede politiheste. Det var vigtigt fra starten at have dygtige og veluddannede politiheste.
I december 2012 blev Rytterisektionen nedlagt, og hestene opkøbt af Politihestens Venner med god hjælp fra Pitzner Fonden. De har siden da, været opstaldede hos hesteglade mennesker, som har, og stadig sørger for, at de bliver passet efter kunstens regler, og får et godt otium.
I perioden 2012-2017 arbejdede Politihestens Venner intenst for at få genindført politihestene. De heste der blev pensioneret i 2012 deltog ved opvisninger og arrangementer, og foreningen afholdt møder med relevante politikere.
I december 2017 bar arbejdet frugt, og der blev på årets finanslov igen afsat penge til politiheste og siden da, har arbejdet med en reetablering været igang.
Siden 2017 har Foreningen Politihestens Venner fulgt arbejdet med den nye rytteriafdeling, og er i løbende dialog med Rigspolitiet, Københavns Politi, samt politikere, fra alle politiske partier der arbejder med området.